Uddrag fra Andreas Bredgaards rejsemails hjem til lille Danmark fra bjerget Aconcagua
Velkommen til kulde
Endelig oprand dagen, og det var tid til at tage hul paa vores store og spandende bjerg-bestigningseventyr. Det betød farvel til intense bordtenniskampe i solen, badning i poolen, slendreture og restaturantbesog i varme Mendoza samt general afslapning, og det var et goddag og velkommen til kulde, bjerge og storslaaet natur.
Bjerge og storslaaet natur
Det hele startede dog forholdsvist roligt – dag 1 stod paa moede med gruppen, middag, gennemgang og leje af udstyr samt lidt briefing om hvad der ventede os.
Den forste store udfordring
Den forste store udfordring var paa programmet. Vi skulle gaa 25km fra Confluence i 3300 meters hojde til Base Camp, som laa i 4200 meters hojde. Vi gik 9 timer i kurperet terraen, vindstyrke op mod 35 m/s, stoev , sne og hagl jernede mod vores ansigtiger og det var hundekoldt. Hverken guider eller vejrudsigten havde forventet denne massive vind og ekstreme kulde (minus 7 grader og vind i orkanstyrke er koldt ifort tynde bukser og en tynd vindjakke) saa vi havde paa ingen maade tilstraekkeligt med toej paa, og vi var derfor en udmattet og forfrossen gruppe der sent naaede frem til Base Camp. Kulden og blaesten kombineret med den tyndere luft bevirkede, at jeg denne aften virkelig folte mig skidt tilpas. Den efterfolgende morgen havde jeg det dog bedre.
Fra Base Camp
Vi bevaegede vi os op mod toppen, fra Base Camp til Camp 1, Camp 1 til Camp 2 og endeligt fra 2 til Camp Berlin, som var den sidste camp inden topforsoeget. I alt steg vi fra Base Camp i 4200 meters hojde til Camp Berlin i 6000 meters hojde. Luften blev vaesentlig tyndere, hvilket kom til udtryk i form af hovedpiner og aandenod ved blot den mindste fysiske bevaegelse. I disse dage havde jeg en hvilepuls paa cirka 110 (normalt ligger den paa omkring 60) - mit hjerte var bestemt kommmet paa ektraarbejde! Disse dage var utrolig haarde. Vi gik 4 timer hverdag, med en sardeles tung opbakning, der virkelig hev i skulderne, i en tyndere og tyndere luft paa nogle stejle bjergsider – naeppe en behagelig kombination!
Den hårde dag mod toppen
Der skulle smeltes sne, saa vi kunne faa en masse vaeske paa den harde dag. Forud ventede der 8 – 9 timers gang til toppen og omkring det halve timeantal ned.
Jeg vaagnede med en dungrende hovedpine, de 6000 hojdemeter havde bestemt sat sine spor paa mit helbred. Udover hovedpine havde jeg en voldsom kvalme, og jeg kunne naermest ikke klemme noget mad ned. Jeg var derfor en anelse nervos, da jeg kladte mig paa inde i teltet. Forud ventede der turens haardeste dag, og jeg var ikke optimalt korende. Men jeg fik mine 4 lag toj paa, saa jeg kunne modsta de omkring 20 minusgrader og den haarde nattekulde, der herskede udenfor. Jeg fik mine dobbeltlag plastic stovler bundet, skibrillerne sat paa mit hue-indpakkede hovede og tasken ordnet. Jeg var klar! Blot for at eksemplificere hvor koldt det var, kan jeg fortalle, at jeg paa paa haenderne havde et par tynde indervanter, et par skivanter, en derpaa storre fleeceluffe og til sidst en kampe goretexluffe. Det var mig helt umuligt at bruge disse kampe haender til noget, men funktionen var simpel: de skulle holde mine fingre varme. Et par dage forinden matte en japansk mand gaa ned fra bjerget med alvorlige forfrysninger i haender og paa naesen, saa det var med respekt, jeg passende klaedte mig paa.
1 time senere i 6650 meters hojde, blot 312 hojdemeter fra toppen, men stadig 5 timers gang tilbage, blev der sat en stopper for min videre faerd. Jeg kastede op endnu en gang, denne gang mere alvorligt, og det ville vaere uansvarligt at lade mig fortsaettte. Jeg laa i flere minutter, komplet og fuldstaendig udmattet og var dybt knust. Min drom om at staa paa toppen braste, men jeg vidste, det var det rigtige beslutning min guide havde truffet. Jeg fik sagt farvel og held og lykke til Thomas og resten af gruppen. Jeg blev bundet fast i en snor, da jeg var en anelse svimmel og ikke helt sikker i min gang, og blev derefter fort ned til Camp Berlin af en guide, hvor to andre fra gruppen, Paul og Eerke ventede. De havde givet op nogle timer forinden.
I saa lang tid har jeg vaeret opsat og indstillet paa at skulle gennemfore og naa toppen paa dette famose bjerg, men grundet min daarlige tilstand var det farligt at fortsatte. Eftefolgende er jeg glad for min beslutning om at gaa ned – det kan gaa galt i disse hojder. Mens vi var paa bjerget forekom der to dodsfald. En polak der forsvandt samt en 51-aarig amerikaner, der fik et hjeranfald blot et par hundrede meter fra Camp Berlin. De lyttede ikke til deres krop, og de blev vidnesbyrd paa, at det kan gaa grueliog i de hojder.
Knoklemodus - Skridt for skridt
Det er fedt at vaere i knoklemodus, at boeje nakken og gaa. Skridt for skridt, og vide, at hvis jeg fortsaetter laenge nok, og ikke giver op, saa naar jeg toppen, hvor jeg kan se ud over landskabet – landskabet, der ligesom tilvaerelsen forandrer sig, naar man ser det fra oven. Hvis ikke man har provet det, har man kun levet halvt!
Andreas i knoklemodus
video'en her er dog fra et af andreas's andre eventyr Island Peak, men nyd den anyway!
Uddrag fra Andreas Bredgaards rejsemails hjem til lille Danmark fra bjerget Aconcagua